Peter Breum, tre digter om min jødiske arv.

jul022012

Skrivet av Peter Breum

Litterärt

Peter BreumPeter Breum; jeg har ikke noget særligt CV bag mig at præsentere. Men jeg fødtes i 1976, og har brugt det meste af min tid siden på at rejse ud og ind i litteratur og natur.

Tænkte man kunne linke til min hovedblog, hvis det er noget I bruger på Tidningen Kulturen.

Jeg vil hellere lade ordene tale: peterbreum.blogspot.com Ved ikke helt med præsentation af teksterne. Men de repræsenterer, straight-up og ganske enkelt, forskellige aspekter af min afsøgning – og rejse ind i – den for mestedelen, meget tragiske, jødiske arv.

B J E R G / K A F F E

bjergene

ligner det

vi kom efter

pittoreske søer

en selvfølge

toget

der burde have været

skiftet ud

for længst

en påmindelse

om et turistbureaus idé

om et Europa

af i går

et Europa

hvor det tyvende

århundredes

mørke afveje og

isnende sidespor

er slettet

af historien

og dog er der

wi-fi, info-skærme

og panikknapper

i blandt trækabinernes

polerede messinghåndtag

og syntetisk plys

således at man

aldrig glemmer

den helt aktuelle

nutids problem

med tålmodigheden

med fortiden

men så

hiver du mig ud

af mit henførte reverie

for nu at følge

den dyrt betalte

nostalgis egen skala

med et nogenlunde

ægte smil

rækker du mig

mit livs

dyreste kaffe

S A R A / T S U A L D E R U K H E S

det første

var øjnene

og hvilke

øjne

under det

forsvindende lys

var de næsten sorte

som kul

netop som kul

dette matte grå skær

der på én gang

afviste, lokkede

nærmest tiggede

om talløse timers indsigt

udgjorde et tavst oprør

mod farvelærens idé

om kontrast

*

det næste

var kroppen

et skiftevis

blødt og hårdt

kontinent

med mange

autonome domæner

samt både frie

og ufrie stater

der deres åbenlyse

uoverensstemmelser

til trods

alligevel

var samlet

i en mægtig

harmonisk føderation

et under

af kontrolleret kaos

*

det sidste

var døren

døren til

den anden

dimension

den dimension

der udgjordes

af den del

af virkeligheden

jeg ikke kunne deltage i

sammen med dig

den dimension

dit liv sammen med andre

udgjorde

jeg kiggede på den

dagligt

undredes over

dens densitet

dens forbløffende

atomtæthed

men tænkte ingen

hårde tanker

om mangel på

gennemsigt

R E V I T A L

hun går med bare tæer

græsset vugger spidserne

duggen prikker hendes hud

det er endnu morgen

lyset trækker farven ud

somme tider kan man se

noget er sket men

knoglerne bliver

under jorden i dag

vi holdt så meget af jer

landets pragt var vores pragt

I så det ikke, vi så det ikke

uden hinanden, uden os

er der intet i disse landskaber

i disse byer, hvis tårne

står dunkle hen, ringer hult

over en enighed, der ikke

længere betyder noget for nogen

skulle have sagt det højt

mens tid var

tiden er en tynd fernis

læger ingen sår

slet ikke de usynlige der

bæres ud af salonernes

stumme spøgelser:

hvileløst planter de tårer

i dygtighedens lukkede bog

skulle ikke have taget hendes hår

hendes klæder

de få

der var hendes

skulle ikke have tømt hendes øjne

skulle ikke have fyldt landet med det

der ikke tåler solen

skulle ikke have gjort det

men det er gjort

det er gjort